Om Lise Andersen

Det var min nysgerrighed for madens sundhedsfremmende virkning, der gjorde at mit studievalg faldt på, den dengang eneste, uddannelse indenfor kost/sundhed og formidling.

Ernærings- og husholdningsøkonom

Siden jeg blev Ernærings- og husholdningsøkonom (nu prof. bachelor i ernæring og sundhed) fra Suhrs Seminarium (nu Metropol) København 1983, har jeg arbejdet med undervisning og vejledning indenfor kostområdet og elsket det – hvilket fantastisk fag!

Jeg har altid undervist i “mad” på en eller anden måde; på husholdningsskole, i aftenskolen, i ungdomsskolen, på daghøjskole og indenfor specialundervisning m.m..

I 9 år var jeg Landskonsulent på Landbrugets Rådgivningscenter, Skejby med Kost og Ernæring som speciale.

Krop – sind – sundhed – livskvalitet

Igennem hele mit voksenliv er gået en rød tråd, der hedder interessen for det hele menneske.
Jeg interesserer mig til stadighed for sammenhænge mellem krop – sind – sundhed – livskvalitet.
Jeg bliver ved med at udvide min horisont og har flere uddannelser indenfor disse felter.

I 1999 – 2001 tog jeg uddannelserne som Lægeeksamineret Massør og Rygterapeut på ”Lasota terapi Akademi”. Det er uddannelser, jeg har brugt rigtig meget både i egen klinik og  på flere virksomheder; HK – Sydøstjylland, BBeletronics, Sonion m.lf.

Healing har altid ligget i baggrunden og i 1995-97 tog jeg de første kurser hos Connie Larsen, Silkeborg – men det egentlige gennembrud kom i 2009 og 2010 hvor jeg blev certificeret Reiki Healer ved Reki-Alliacen hos Padam Christo Blaak.. Det er en gave at kunne give selvindsigt, ro og balance videre på denne yderst respektfulde og enkle måde.

Siden 1999 har jeg været ”selvstændig” med egen klinik og været tilknyttet virksomheder, kommuner og uddannelsesinstitutioner som freelance personaleplejer eller underviser.
Jeg har forskellige samarbejdspartnere og er knyttet til Sundhedshuset i Horsens, hvor min vigtigste samarbejdspartner er Fysioterapien.